I Hordaland i en snever dal

Eksingedøler og Tydøler.  
For 100 år sidan skriv diktaren og friluftsmannen Theodor Caspari (1853-1948) om eksingedølen:
«Ærligere og elskværdigere bondefolk har jeg ikke truffet i Norge, det skulde da være i Tydalen opunder svenskegrensen. Og gjestfriheden! Det er som at settes hele 50 år tilbage i tiden.»
Denne erfaringa skriv han om under overskrifta «I Hordaland i en snever dal» i Aftenposten tysdag 5te august 1919, side 3.
Han kjem over Nesheimsfjellet og dreg vidare til Arnafjord etter ei lita veke «oppidalen», han bur på Ekse. Han prøver å bestige Kvitanosi, men må gje seg på Kjæringanosi, der han blir sitjande å beundre fjellheimen, og toreveret som dreg nordover i horisonten.

Han skriv også om ein kar som kjem tilbake til Norge frå Amerika for å finne ein stad «afstengt nok for eksingedølen».
Ellers skriv han: «Nei, klage gjør eksingedølen bare over to ting i verden: over mangel paa folkehjælp til at drive gaarden sin og saa over, at der ikke er vei i den øverste del af dalen». Eit år seinare står det ein ny artikkel om Eksingedalen i Aftenposten. Det er Knut Ekse sitt bønebrev om pengar til bygging av veg siste tredjedel av Eksingedale – med forord av Theodor Caspari.

Theodor Caspari var 66 då han var på tur i Eksingedalen

Theodor Caspari var opptatt av natur og friluftsliv, og var i tillegg til diktar og lærar, ein av våre første miljøaktivistar. Han bidrog til at Gjende blei spart for regulering. Som diktar har han blant anna skrive diktet «Norge mitt Norge».

Her finn du ei avskrift eg har gjort av 1919 artikkelen, originalen er å finna i Nasjonalbiblioteket. Illustrasjonane har eg henta frå andre kjelder. 

Del to finn du no her: Artikkel med Knut Ekse sitt bønebrev om veg.

Eg har og prøvd å finne ut kven personane Caspari omtalar er, og har lagt inn lenker til Evagerboka bind 1 for desse. Knut Ekse er Knut Helgeson Ekse (1889 – 1925), bonden på Ekse bruk 1. Ein «eksingdøl tilbage til Norge fra Amerika» er Jakob Nilsson  Ekse  (1857 – 1939) som ryddar seg bruket Kvannafossen på Ekse (sjå bruk 8 nederst i lenken).


I Hordaland i en snever dal

Reisebrev til «Aftenposten» fra Theodor Caspari

Eksingedalen i juli 1919.

Ja, unnagjemt og snever som bare faa norske fjelddale er Eksingedalen, den vesle fjeldspræken, som fra Eidsfjorden i Nordhordland med utrolig energi brøiter sig østover i fjeldmassen, hele 60 kilometer.

Faksimile frå Aftenposten (klikk for større)

Snart sagt for hveranden kilometer sætter fjeldet knæ ned i den og stænger af med en tveraas: «Stop! ikke videre nu!» Men se, om vikingtrodsen giver sig i Horden. Skyve knæet væk, det klarer den ikke, men lægger ivei igjen paa hin side aasen, ja, det gjør den uanfegtet hele 60 kilometer opefter, slig at Eksingedalen, set ovenfra, tager sig ud som en rekke fjeldgryder, afstængt fra hverandre som kulpene i en strid elv.

I hver slik dalgryde ligger en og to smaagaarde og lyser nede ved elven, som her «giver sig tid» og puster ud efter travelhederne ved at brøite sig vei gjennom tveraasen.

Ja, stundum vider elven sig ud til et lidet svart vand, kranset av engslaatter, guldgule af smørblomster, saa det skjærer i nøinene, eller rødbrune af kløver, lyse luftige bjerkelier ovenfor, stupbratte grønne fjeldbeiter over lien igjen, og allerøverst blaagraa fjeldkoller med sneflekker i rifterne.

I disse dybe fjeldgryder har da eksingedølerne «tufterne gravet og set sjøl sine hus uppå deim» utestængt fra verden ved endeløse fjeldmarker og fra hverandre indbyrdes ved bratte tveraaser. Udgangerfaar fra tre forskjellige prestegjæld: Brudvik, Hosanger og Evanger.

Skral bygdevei to tredjedele af dalføret, besværlig gangsti den sidste tredjedel, uden telefon, postbefordring to gange ugentlig, saasandt postmanden da ikke, som i de dage jeg opholdt mig i dalen, finder å maatte sløife den ene gangen.

Men tror du, at eksingedølen af disse aarsage taber modet og ønsker sig ut af sine dalgryder, da tager du feil. Ja, selvfølgelig har udfærdslængselen, den som i svundne dage drev Horden ud paa vikingtogt, ogsaa drevet en god del af dalens ungdom over til Amerika, men ellers er eksingedølen stedbunden kanske fremfor andet norsk fjeldfolk.

Der kom for nogen aar siden en eksingdøl tilbage til Norge fra Amerika. En holden mand, som eiede gaard og grund derover i vesten. Men tilbage til Norge længtes han. Saa kjøbte han sig gaard paa Vik i Sogn. Ensomt og afstængt nok for en, som havde lært de store forhold at kjende, kunde man tro. Men nei, det var ikke afstengt nok for eksingedølen. Tilbage til Eksingedalen maatte han, solgte gaarden sin paa Vik og byggede sig en ny allerøverst i Eksingedalen. Og der havede jeg sikkert truffet ham, om ikke sygdom havede tvunget ham ud af sin kjære dal igjen.

Nei, klage gjør eksingedølen bare over to ting i verden: over mangel paa folkehjælp til at drive gaarden sin og saa over, at der ikke er vei i den øverste del af dalen. For et halvt aarhundre siden havde de folkehjælp nok, men afstængdheden var saa stor, at manden paa en af Næsheimgaardene brugte 14 aar til at bygge op gaarden sin. Nu gaar sønnesønnen der og maa drive gaardsbruget blottende alene.

Knut Ekse f. 1889 bruk 1

Og saa veien. — Havede de vei den øverste tredjedel af dalen, siger Knut Ekse, saa kunde gaardbrugerne udnytte beitesmarkerne sine ganske anderledes, holde flere kreaturer og produsere langt mere smør og ost.

Burde ikke den norske stat, som har tjent saa godt i disse florissante tider, ofre den vesle veistumpen paa Eksingedalen. De bad mig om at skrive om det i bladet omkring paa gaardene. Hvad jeg altsaa herved gjør, saa liden vegt mine ord enda har.

De fortjener sandelig den vesle haandsrækning disse mennesker. Ærligere og elskværdigere bondefolk har jeg ikke truffet i Norge, det skulde da være i Tydalen opunder svenskegrensen. Og gjestfriheden! Det er som at settes hele 50 aar tilbage i tiden. For en skrikende modsætning mellom de ublue priser i de befærdede turistruter og priserne her! 50 kroner for tre timers motorbaadtur — fra Arnefjorden i Sogn til Balholmen! (3 personer). Op til 4 kroner for maadelig middag og 4 kroner for aftens paa hotellerne. 6 kroner for et tarvelig kvistværelse oppe i 3dje etage. —

Og her paa Ekse! — Al den gode landsens kost: Melkeringer, spekekjød, vafler og lefser — som huset raadede med. «Hvad skal du have for dagen for dette da?» spurgte jeg husets datter. «Synes du to kroner dagen er for meget?» kommer det langt om længe i en betænkt tone.

Manden paa Brakestad har roet os over et to kilometer langt vand. Tilfældigvis kommer han underveir med, hvem min far var, og da er det ikke længer tale om at tage et øre i betaling.

«Hvad skal du have for at bære rypesækken min over til Ekse?» spørger jeg en ung mand paa Trefall. «Ingenting», svarer manden, «jeg er fra Ekse og skal saa hjemover igjen alligevel idag».

Den gammeldagse norske gjestfihed er altsaa ikke ganske død ud endda; — men sandt nok, en maa fare langt og længer endda for at finde den.

Gaar det ikke altfor ofte paa, at den fredelige turist finder veien ind i Eksingedalen, saa hænder det ikke saa skjelden, at andre, mindre godmodige farmænd gjør det utrygt herinde. Jeg tænker ikke paa Bamse Brakar, stakkar, som fra og til stikker over fra Sogn for at hente en smale eller to. Det er en skam at sige mennesker jeg sigter til –jagtselskaber fra vestlandsbyerne, som gjør razziaer herind og slipper sit kobbel af udresserede hunde løs paa Eksingedals-smalerne. Det bliver nok ikke med en og to da, og det var en ganske artig historie, han vidste at fortælle om et sligt selskab, Knut Ekse.

Ekse rundt 1915. Foto Knut Mo ©Bergens Tidende. Biletet er frå Ekse, ikkje Fosse som det står i BT artikkelen. (Klikk biletet for større)

Fra Ekse af bestiges Kvitenaasi, formentlig Nordhordlands høieste fjeldtop, ca 5000 fot høi, paa en 7 timer frem og tilbage. Da reisehaandbogen og mine vertsfolk samstemte i at prise udsigten som usedvanlig vid og vakker, satte jeg en steghed julidag bent op efter fjeldlien.

Men efter 1 1/2 times klatring i kvælende varme og egte uforfalsket Sognefjeld opgav jeg for min del Kvitenaasi og satte mig et rimeligere maal, det 6 a 700 fod lavere «Kjærringnaasi». Det skar mig i hjertet at se min unge reisefælle forsvinde høit over mig i retning af Kvitenaasi, saa meget mere som jeg forudsaa, at det ominøse navn «Kjærringnaasi» med lethed vilde kunne utlægges symbolsk paa min person.

Men enfin! Han er 23 og jeg 66 aar, og jeg fandt under disse omstendigheder at kunne sluge pillen med rolig samvittighed.

Heldigvis viste det seg ogsaa, at udsigten fra Kjærringnaasi fuldt ud lønnede de tre timers anstrengelse.

For en endeløs og øde verden af mægtige graabrune og graablaa fjeldkolosser mit øie mødte deroppe fra toppen i retning af Sognefjorden i nord og nordøst og Voss i syd. Ingen utpræget top, ingen stridig enkeltvilje bryder her monotonien. Dog jo, fjernt, fjernt i nord løfter en blaa toppet fjeldlinje med skinnende snebræ sig saavidt op over forfjeldene. Det er Fjærlandsfjordens tinderekke og — Justedalsbræens uendelige snevidder bagom — antagelig 70-80 kilometer borte.

Dybt under mine fødder ligger de øverste gaardene i Eksingedalen, Ekse og Gulbraa, og lyser som grønne oaser i ødemarken, og vestover bugter Eksingedalen sig dyb og blaa — slyng i slyng indimellom fjeldknæerne. Ret i øst ser jej bort i fjeldene i Vinje og Stalheimstrakterne

Men i syd, — desverre, der stenger Kvitenaasis skinnende snebræer og skarpe, store nut for udsigten.

Ingen enkeltvilje, sagde jeg, men tager det straks tilbage, for Kvitenaasi, Nordhordlandskongen, jomæn har han vilje, karen, og former, som selv i Jotunheimen vilde vække opsigt.

Men stenge for udsigten gjør han, og derfor bliver jeg nøt til at supplere min skildring af hvad jeg har set med hvad min unge ledsager saa:

Som en endeløs havvidde af lavere fjeld velter Sønd-. og Nordhordland sig udover mod Bergenskysten, øer og hav i sydvest og vest, fortæller han, og i syd, tvers over Vossebygdene, skinner Folgefonnens vældige snekaabe.

Altsaa en udsigt fra Folgefonnen i syd og til Justedalsbræen i nord, fra Bergensleden i vest og til Vinje og Stalheimsfjeldene i øst.

Som jeg sidder der paa toppen af Kjærringnaasi, tager svære blaasorte, gulrandede tordenbolker til at trække op over sistnævnte fjeldparti. Nordover mod Sognefjorden gaar uveirsveien. Fjerne tordenslag fra og til, lynstraaler, som slaar ende ned i fjelde uden navn og sti, regnbuer som futter op og flytter sig, altsom regnbygerne trækker nordover. Saa svinder Assgaardsreien, og himmelhvælvet ligger atter lige dybblaat of skyfrit over Hordernes gamle furede og veirbidte rige.

Et par dage senere trækker ogsaa jeg, i tordenbolkernes spor, nordover mod Arnefjorden, annekssognet til Vik ved Sognefjorden, en 40 km. lang fjeldtur, i den glødende sommersol, anstrengende selv for den som har sin kløvhest til at bære sig.

Sognefjord! Sognefjord! Du havets søn, deiligste af alle norke fjorde, aldrig synker jeg ned mod din dybe blaa revne, kranset af al sydlandets yppige vegetation, beboet af en underlig slegt med sydlandets let og lynne og sognemaalets sang paa sine læber — aldrig nærmer jeg mig dig, uden at det gaar som en varm frydefuldt strøm igjennom mig.

Og da jeg gled nedover Arnefjordens stupbratte dalsøk, og mit øie fangede de fire perlende hvide fossebaand, som sagte susende siger nedover de svarte fjeldstup, til de bliver væk i løvskogen, da –var ogsaa jeg væk, denne gang som altid og i al evighed.

Og uvilkaarlig steg Wergelands geniale ord frem i min erindring, men riktignok i en lidt ændret form:

Den har været livets gjest,
set det deiligste paa jorden,
som har pløiet Sognefjorden,
Fortun fra til Sognefest

Theodor Caspari

 
Denne sida er sist endra mar 3, 2024 @ 17:08 – Copyright © kaare@trefall.com 2019