[neste] [forrige] [innhald] [hovedinnhald] [utskriftvenlig side]

Indianerkrigen 1862

Frå boka
Den sidste folkevandring : Sagastubber fra nybyggerlivet i Amerika
av Hjalmar Rued Holand, utgoven i 1930.
Her kapptel XVII: "Indianerkrigen i 1862",
lagt ut av Nasjonalbiblioteket på deira utvandrings sider Det løfterike landet.


Indianerkrigen 1862

De vemodigste minder i Amerikas historie er de, som er knyttet til indianernes tilbaketrængen og utryddelse. For bare et par hundrede aar siden var indianerne de stolte besiddere av verdens frugtbareste kontinent, store og sterke som faa andre mennesker, lykkelige i nydelsen av naturens overflod, og med en fortid fuld av stolte minder.

Men de hvite kom med sin griskhet efter guld og sin uransagelige underfundighet. Og de brukte søte, listige overtalelser for at faa indianerne til at gi dem sit land. Hvor dette ikke hjalp, brukte de krutt og kuler. Men mest virkningsfuld var deres deilige, giftige whisky. Før de hvite kom, visste ikke indianerne, hvad berusende drikke var. Deres drik var himmelens rene vand, og da var de sterke. Men bedaaret av de hvite mænds ildvand blev indianerne dorske og motløse, likegyldige for sin stammes storhet, og higet kun efter mere whisky og mere penger til at kjøpe den. Og de underskrev den ene uværdige traktat efter den anden med de hvite, hvorved de avstod store vidder av sit deilige land. millioner av acre, for nogen lumpne tusen daler. Disse traktater, den ene efter den anden, blev brutt av de hvite, som kun tænkte paa at erobre landet, og ofte betragtet betalingen som en gave. Der er snesevis av disse traktater i regjeringens bøker i Washington, hvorav, indtil i de sidste aar, næsten ingen har været ærlig overholdt av de hvite.

Nu har den hvite mand tat indianernes gamle jagtmarker i besiddelse og bygget og befæstet dette land med jernbaner og telegraf paa kryds og tvers, med tusen store byer og millioner av rike hjem - men det meste av det er frugter av røvet gods.

Men indianerne? Bedaaret av alkohol, overlistet og underkuet, er de trængt længere og længere tilbake, til de nu sitter ensomme og dystre paa fjerne, golde reservationer, vemodig beskuende sin historie siden de hvite mænd kom - en historie som fortæller om en langsom utryddelseskrig som sandsynligvis vil slutte med racens fuldstændige tilintetgjøreise. Snart blir ikke mere igjen efter indianerne end de melodiske navn hvormed amerikanske floder og fjeld, byer og stater er opkaldt; de vil altid minde om de røde mænds forurettelse.

Det var et par av disse traktater, som den amerikanske regjering ikke opfyldte, som var aarsak til indianerkrigen i 1862-1865. Det anslaaes, at omkring 600 nybyggere mistet livet i denne krig foruten mange soldater. Der var flere hundrede norske i begge disse klasser.

En av de djerveste indianerstammer var Sioux-indianerne, [1] som raadde over landet mellem Mississippifloden og Montana. Det var et mandig og dristig folk, hærdet i lidelser og taalmodig i prøvelser. De var høisindet og trofaste mot sine venner, men listige og grusomme som djævler, naar de følte sig sveket. Som de gamle israeliter krævet de tand for tand og øie for øie.

I 1851 blev to traktater undertegnet hvorved sioux-indianerne overdrog 30,000,000 acre utmerket akerland i Minnesota, Iowa og Dakota til regjeringen. Ifølge denne overenskomst skulde Sisseton og Wahpeton stammerne faa en sum av $ 1,665,000. Herav skulde $ 275,000 betales i kontanter ved forflytningen til reservationen langs den øvre del av Minnesotafloden. $ 30,000 skulde anvendes til at pløie landet, bygge skoler og møller, o. s. v. Resten av kjøpesummen, $ 1,360,000, skulde anbringes for 50 aar til 5 procent renter, og disse rentepenger, $ 68,000, skulde betales aarlig. Efter 50 aar skulde grundkapitalen, $ 1,360,000, falde tilbake til regjeringen.

Medewayankton og Wapakota stammerne skulde faa $ 220,000 ved deres forflytning, $ 30,000 i arbeide paa landet og $ 58,000 aarlig for 50 aar.

Mot disse løfter overdrog indianerne ikke mindre end 30,000,000 acre land, eller næsten 6 ganger saa stort et areal som hele Danmark. Disse uhyre vidder hadde fra umindelige tider været sioux-indianernes jagtmark, og de hadde holdt og forsvart den mot mange fiendtlige angrep. Men den hvite mand kom til deres tingbaal og røkte fredspipen med dem. Han ønsket at kjøpe disse jagtmarker og tilbød dem penger - summer som forekom dem umaatelig store. Med disse penger kunde de kjøpe sig mat og behøvde ikke at stole paa jagten. En efter en gik høvdingerne frem til bordet hvor traktaten laa, rørte ved pennen og sa "washta" - godt.

Men samtidig underskrev høvdingerne et andet papir som bragte med sig de værste følger. Hist og her utover vidderne hadde dristige handelsmænd bygget sig butikker, hvor de handlet med indianerne. Til disse saakaldte indian traders bragte indianerne sine skindvarer og byttet dem for ammunition, klær, proviant og andre fornødenheter. De fleste av disse traders var samvittighetsløse kjeltringer som ikke sparte nogen anledning til at bedra de troskyldige rødhuder. Som oftest fik de ved hjælp av nogen drammer narret indianerne til at kjøpe langt mere end de hadde evne til at betale for. Paa den maate stod indianerne altid i gjæld til dem, og de maatte anstrenge sig til det ytterste med at bringe ind store oplag av skindvarer for at holde kreditten god.

Nu da indianerne skulde faa en masse penger fra regjeringen, saa disse traders en anledning til at berike sig i en hast. De opsatte et dokument, hvori indianerne erkjendte sig at staa i gjeld til disse traders for visse nævnte summer og hvori de bemyndiger regjeringen til at betale denne gjeld ut av de penger som de skulde motta. Det var ikke smaasummer som her blev nævnt. Det dreiet sig om fra 10,000 op til 100,000 dollars, og alt i alt beløp de sig til netop de 400,000 dollars som indianerne skulde motta fra regjeringen i kontante penger. Saasnart høvdingerne gik op til bordet og underskrev regjeringstraktaten blev de trukket tilside til et andet bord, hvor det infame gjeldsbevis laa færdig til underskrift. Ingen forklaring blev git om indholdet, og indianerne, uvant med slike affærer, trodde, at det var en del av regjeringens traktat, og satte ogsaa sine merker under dette.

De reiste nu hjem glade som barn ved tanken om at de snart skulde faa en masse kontante penger at rutte med. Men to aar efterpaa, da pengerne tilsidst kom, fandt indianerne til sin store bestyrtelse at de var bedraget: Deres penger blev betalt til handelsmændene og de fik ikke se en skilling av dem. Delegationer blev sendt til St. Paul og til Washington for at protestere mot dette. Indianerne indrømmet at de stod i gjeld til handelsmændene, men paastod, at gjelden var ubetydelig, og krævde ret til selv at betale den. Men regjeringens stormodige mellemmænd som hadde sine procenter fra handelsmændene vilde ikke besværes med det. Indianerne hadde skriftlig erkjendt sin gjeld og dermed blev det.

Man skulde vente at indianerne hadde hevnet sig paa handelsmændene, men det blev ikke gjort. Vestens vilde mænd som før saa stolt hadde klart sig selv var nu blit saa avhængig av disse krambus-igler, at de ikke kunde være dem foruten, skjønt de hatet dem inderlig.

Slik gik det aar efter aar. Handelsmændene var altid slue nok til at opfinde nye maater, hvorpaa de med et skin av ret kunde faa fat paa de rentepenger som hver sommer blev utbetalt. Ved at bestikke regjeringens lokale funktionærer lot dette sig gjøre. Naar indianerne ved betalingstiden samlet sig ved agenturet, fik de kun den ærgrelse at se næsten alle deres penger utbetalt til handelsmændene.

Aaret 1861 var meget uheldig for indianerne. Deres avlinger mislykkedes fuldstændig og det var med nød og neppe, at de holdt sig i live gjennem den følgende vinter. Da vaaren kom og handelsmændene fik nye forsyninger, forsøkte indianerne at kjøpe hvad de mest trængte, men blev negtet kredit indtil deres penger kom. I juni maaned, da deres betalinger pleide at komme, samledes mange hundrede indianere ved agenturet, men baade juni og juli gik hen uten at pengene kom. Gang paa gang kom indianerne til agenten og missionærerne og klaget sin nød. "Vil du ikke spørre den store far i Washington, hvad der er blit av vore penger, " sa høvdingen Wabasha til biskop Whipple. "Han vil ikke lyve for os. Hvite mænd vil ikke ha en løgner som sin største høvding. Han sa han vilde sende pengene - mange kasser. Vi er trængende og I har overflod. Vore kvinder gaar nøkne og vore barn klynker forgjæves efter den mat som er lovt dem. Kanske han har sendt pengene, men jernhesten som trækker de store vogner gaar saa fort, at de kan være faldt av paa veien. Si ham vi er fattige og be ham undersøke."

En del av betalingen bestod hvert aar i matvarer, og agenturet huset vældige oplag av proviant som tilhørte indianerne. Regjeringens agent negtet dog at utdele disse varer indtil pengene skulde komme, da det var en gammel skik at gjøre alle utdelinger paa samme tid. Som en forstokket byraapedant kunde han naturligvis ikke lempe sig efter omstændigheterne. Forbitret over at gaa sultne dag efter dag mens agenturet var fuldt av varer som tilhørte dem, stormet tilsidst indianerne ind i bygningen [2] for at ta med magt hvad de eide med ret. Men netop da ankom en større trop soldater med kanoner. Disse blev hurtig stillet ved døren og plyndringen ophørte.

Slik gik tiden hen i den værste elendighet for indianerne indtil den 15de august. Det syntes for dem som om regjeringens agent og handelsmændene gjorde fælles forsøk paa at sulte dem ihjel. Den 15de august gik flere hundrede indianere med høvdingen Little Crow (Den Lille Kraake) i spidsen til agenten ved det nedre agentur og bad ham bruke sin indflydelse hos de fire tilstedeværende handelsmænd, saa at de kunde faa kjøpt mat. "Vi har ventet længe," sa høvdingen. "Pengene er vore, men vi faar dem ikke. Vi har ingen mat, men her er disse handelsboder fulde av mat. Vi ber at du, regjeringens agent, gjør et arrangement med handelsmændene, saa at vi kan faa mat fra dem. Hvis ikke maa vi ta vor egen maate at frelse os fra at sulte ihjel. Naar folk er sultne hjælper de sig selv." Forskrækket over denne dulgte trudsel vendte agenten sig da til handelsmændene og spurte hvad de vilde gjøre. De holdt raad, hvorpaa en av dem sa: "Hvadsomhelst Myrick gjør, det vil vi gjøre." Agenten henvendte sig da til Myrick, og denne sa med hjerteløs foragt: "Er indianerne sultne, saa la dem spise græs; det skjeller mig ikke."

Da indianerne hørte dette brutale avslag paa deres bøn, utstøtte de vilde skrik av forbitrelse, men høvdingen befalte dem at være stille og førte dem alle bort. Andre høvdinger blev nu budsendt og planer blev i al stilhet lagt til at begynde krig. Indianerne syntes det var det eneste de kunde gjøre. De var blit bedraget og holdt for nar. Bedre en død paa krigsstien end at taale slike ydmygelser. De hadde git de hvite sit ultimatum, la nu krigen avgjøre utfaldet.

Tre dager senere reiste indianerne sig i al sin vildhet for at drive de bedragerske blekansigter tilbake til Østen. [3] En av de første til at bli dræpt var handelsmanden Myrick. Da han blev fundet var hans mund stappet fuld av græs. Indianerne gav ham litt av den mat han hadde anbefalt til dem.

Den samme dag ankom til den nærmeste fæstning 13 mil derifra de længe ventede penger - 71000 daler i guld. Men da laa omkring et hundrede hvite døde paa marken. Var pengene kommet en dag tidligere, vilde vistnok ingen indianeropstand ha fundet sted. Men med den slendrian som synes at herske i alle høiere kontorer var man i hovedstaden flere maaneder forsinket, og en 6-800 uskyldige mennesker maatte bøte med livet for et udygtig regjeringsbyraas synder.

En upartisk historisk dom vil vistnok indrømme, at indianerne hadde gyldig grund til at gripe til vaaben. Men det sørgelige var, at deres hevn rammet ikke de udygtige byraachefer, rænkefulde agenter og tyvagtige handelsmænd. Istedetfor dem var det de strævsomme, uskyldige nybyggere som hadde bosat sig paa det gamle indianerland som maatte undgjælde. Blandt sioux-indianerne, som blandt alle andre folk, var der mange kujoner og kjeltringer som regnet ut, at det vilde være mindre farefuldt og mere at plyndre ved at fare ut mot de spredte nybyggere end at møte regjeringens øvede tropper i kamp. De var de værste utskudd i stammen, og det var disse, som pludselig og skrækkelig myrdet nybyggerne. I en ukes tid hadde de sværmet over et snes counties og nedslagtett omtrent 5-600 nybyggere.

Imidlertid samlet Little Crow sine tropper ved agenturet paa reservationen, og straks begynte en række slag, i hvilke mandefaldet i forhold til de kjæmpendes antal var meget stort. Regjeringen hadde en række fæstninger utover vidderne; men da garnisonerne var smaa, var de ikke sterke nok til at møte indianerne paa like fot. Disse tropper kjæmpet som helter; men i den første maaned hadde indianerne overtaket. Blandt disse tropper var ganske mange norske, som man kan se av navnene paa de forskjellige mindestøtter som er reist til de faldnes ære.

Det værste slag stod ved New Ulm, den eneste betydelige by ut paa prærien. Den hadde en befolkning paa omkring 600 mennesker foruten et par tusen flygtninger fra settlementerne rundt omkring. Disse var for det meste uten skytevaaben. Blandt disse flygtninger var mange norske, da et norsk settlement var begyndt straks søndenfor byen. Little Crow angrep byen med 650 erfarne krigere, og det saa ut, som om det skulde bli et fryktelig blodbad. Indianerne satte ild paa det ene hus efter det andet, indtil kun 30 av de 150 hus stod igjen. I disse 30 hus var omkring 2000 mænd, kvinder og barn sammenstuvet. Ni speidere forsøkte at trænge gjennom indianernes rækker for om mulig at hente hjelp; men de blev alle dræpt og skalpert strakt utenfor byen. Blandt disse ni hælter var fire norske: Ole Olsen, Nils Olsen, Thor Olsen og Jon Thompson. Ingen vet nu, hvor de var fra i Norge, men deres beskedne navn staar paa mindestøtten i New Ulm.

Da stillingen var fuldstændig fortvilet, ikke alene paa grund av indianernes kuler, men ogsaa paa grund av hungersnød og ildebrand, besluttet omkring 100 mand at gjøre et sidste utfald mot fienden. Skulder mot skulder gik de frem som rasende berserker, faldt over indianerne med fuldstændig raseri og dræpte saa mange, at indianerne tænkte de ikke kjæmpet med mennesker men mot onde aander. Skrækslagne kastet de sine vaaben og flygtet utenfor skudvidde. Da lastet nybyggerne sine kvinder og barn og saarede mænd paa 153 vogner, hvorpaa de 2000 utplyndrede mennesker drog avsted til Mankato 30 mil længere øst - et utarmet og jammerfuldt tog. Her blev de møtt av regjeringens tropper.

Krigen fortsatte nu med vekslende held indtil 20de september. Da stod et slag ved Wood Lake i Yellow Medicine County, hvor der nu er et meget stort norsk settlement. Dette var det første slag, i hvilket regjeringen hadde nok tropper samlet, idet general Sibley hadde 2000 mand foruten mange kanoner. Little Crow hadde sendt de fleste av sine tropper nordover for at beleire Fort Abercrombie, og han hadde derfor kun 500 krigere. Han besluttet allikevel at kjæmpe, men overmagten og kanonerne var ham for sterke, og han led et stort nederlag. Indianerne hadde indtil denne tid trodd at omtrent alle regjeringens tropper og kanoner var nede paa sydens slagmarker, og de blev derfor midlertidig rent overvældet ved at støte mot denne overmagt. Underhandlinger blev begyndt og avsluttet med den følge, at sioux-indianerne kom ind fra en vid omkreds og overgav sig uten betingelse, 1500 i tallet, samt ogsaa over 200 fanger. Little Crow og mange av hans bedste krigere hadde imidlertid flygtet. 200 hvite piker og voksne kvinder, hvorav omtrent det halve antal var norske og svenske, som indianerne hadde tat tilfange blandt nybyggerne, blev her løslatt, efterat ha utstaat de værste krænkelser og lidelser. Den følgende beskrivelse er hentet fra en rapport av general Sibley:

"Fra teltene kom meget mere end 200 ganske unge piker og voksne kvinder, av hvilke de fleste hadde saa knap paaklædning, at de neppe kunde skjule sin nøkenhet. Paa mange hang kun et enkelt, ofte sønderrevet klæsstykke, mens barmhjertige indianerkvinder hadde forsynt andre med enkelte forrevne og usle klæsstykker, der alene kunde gjøre midlertidig nytte. En slettere klædd og mere elendig gruppe av civiliserte væsener kan indbildningskraften ikke fremstille.

Nogen gik frem med stive øine og sløvt blik, som om sindslidelserne hadde drevet dem til avsindighet. Paa andre virket reaktionen saa sterkt, at de faldt i fortvilelse ved tanken paa, hvad der var overgaat dem, og de følte sig som aldeles tilintetgjort. Nogen satte sig med et stivt, stirrende blik, mens andre kastet sig ned i den vildeste graat og jammer.

En større del av de stakkars skapninger styrtet vildt hen til det sted hvor jeg stod med mine officerer, trykket sig ind til os og bønfaldt os om ikke at la de røde djævle atter faa dem i sin magt. Jeg gjorde alt hvad jeg kunde for at berolige dem og forsikret dem gang paa gang om, at de nu var i frihet, hos venner, og at deres forfærdelige lidelser nu var tilende.

Mange blev hysteriske og faldt i konvulsioner. Latter og taarer blandet sig, som om de ikke ganske formaadde at overbevise sig om, at de nu var i befriernes hænder. De som hadde det mest tiltrækkende ydre var blit git til utvalgte krigere. De andre, hjælpeløse som de var, var overlatt til den vilde masses fornøielse, hvis brutale paagaaenhet og vold det er oprørende at forestille sig og umulig at beskrive. "

General Sibley nedsatte straks en krigsret, og 303 indianere blev dømt til at dø ved hængning.

Da efterretning om denne domfældelse naadde øststaterne, blev folk der, som ikke selv hadde været utsat for indianernes grusomhet, oprørt over tanken om en slik massehenrettelse. Præsident Lincoln blev sterkt paavirket, og alle undtagen 38 blev benaadet.

Paa en kold vinterdag den 26de december 1862 besteg 38 mørke og trodsige skikkelser samtidig skafottet i Mankato. Med repet om halsen og blikket vendt mot deres hjem i vesten sang de i dype strupetoner sin sørgelige dødssang. Haand i haand paa den store faldlem gik de samtidig ind i evigheten.

Myndigheterne trodde, at opstanden hermed var bilagt, og sendte jublende telegrammer omkring i landet om det raske og heldige utfald. Mange av nybyggerne vendte derfor tilbake til sine ødelagte hjem. Men vaaren 1863 var nye flokker av indianere igjen paa krigsstien, trængte frem til de østlige countier i Minnesota og dræpte mange. I Brown og Watonwan County blev flere norske dræpt eller tat tilfange. Nu maatte igjen tropperne avsted, og flere aar gik hen før de blev færdige. Skjønt de næsten altid vandt i fegtningen, møtte de litt længere mot nordvest en større armé, og hele tre aar gik hen, før de mange hundrede mil mot nordvest fik bugt med indianerne. I dette lange felttog var flere hundrede norske frivillige. Saaledes var der ikke mindre end 22 fra et litet norsk settlement i Clay County, Syd Dakota.

Men fjernt borte i Wisconsins settlementer sat nødlidende og mismodige flygtninger. De maatte ta tilflugt i forlatte jordkjeldere og gisne uthus og tænkte paa sine kjære hjem, som nu laa i aske. Deres barn skrek efter melk, og de tænkte paa sine herreløse kreaturer som vel hadde sultet ihjel under vinterens stormer. De maatte ydmygt be om arbeide uten anden løn end maten, og de tænkte paa deres fagre jorder derute i Minnesotas herlige landskap, hvor de selv hadde været herrer og glade nvbyggere.

Men blandt alle disse utallige smaa settlementer, hvor indianerne hadde herjet og dræpt, var der ett hvor folk ikke flygtet. Ogsaa de hadde hørt indianernes frygtelige krigshyl og set deres naboer falde i døden; men de blev sittende, hvor de var uten naboer i tre lange aar. Slik standhaftighet er heltut enestaaende. Dette var nede paa Iowagrænsen i et litet settlement som strakte sig langs Des Moines elven.

Dernede paa Iowa-siden av stats-grænsen ligger en liten indsjø ved navn Spirit Lake (Aandernes sjø). I nærheten av denne samt 15 mil nordenfor, ved Jackson, Minn. blev der allerede i 1856 grundet et settlement av amerikanere og norske. Den næste vaar blev disse to enslige nybygder overfaldt av en rovlysten indianerbande, og 40 mennesker - næsten alle de hvite nybyggere - blev dræpt og lemlæstet.

Da dette var det første større blodbad av indianerne i vesten, vakte det stor opsigt. Det hadde to helt forskjellige resultater. De fleste nybyggere som tænkte at friste lykken i vesten, blev saa skræmt av denne frygtelige tildragelse, at de besluttet at søke sine hjem saa fjernt som mulig fra denne sjø med det ominøse navn. Men de samme beretninger som fortalte om myrderiet, berettet ogsaa meget om det deilige, frugtbare landskap derute. Paa den maate var det mange som for første gang fik høre om det nordvestre Iowas uovertræffelige jordsmon. Blandt disse var en del av de mere behjertede som besluttet, at netop der vilde de vælge sit land.

Saaledes var det at Anders Olsen Slaabakken fra Tolgen i Østerdalen allerede i 1858 kom til Des Moines-elven nordenfor den senere by Jackson. Mange andre østerdøler, hallinger og vossinger kom efter ham, og snart strakte settlementet sig en 20 mil langs elvens skogbelte fra Jackson til den nuværende by Estherville i Iowa.

Paa grund av indianeroverfaldet der paa stedet en 3-4 aar tidligere, følte folk at det endnu var usikkert i disse omgivelser. De fik sig derfor tilsendt nogen børser og ammunition fra guvernøren i St. Paul og hadde eksersis hver lørdag eftermiddag paa forskjellige steder. Imidlertid syntes indianerne at ha slaat sig til ro. Da saa regjeringen utsendte oprop om frivillige til tjeneste i borgerkrigen, drog ikke mindre end 22 norske mænd fra dette settlement avsted for at kjæmpe i syden for sit nye land.

Den 20de august 1862 kom rygtet om at indianerne var paa krigsstien igjen, og at de hadde myrdet et hundrede mennesker ved New Ulm, 60 mil længere nordvest. Man flyttet derfor sammen en 2-3 familier i hvert hus til fælles værn.

Den næste søndag, den 24de august, var mange av nybyggerne forsamlet i huset til Halstein Olsen til et opbyggelsesmøte. Hans kone hadde en vakker sangstemme, og hun hadde netop sunget, bløtt og inderlig, det gamle salmevers:


"Ak, vidste du som gaar i syndens lænker,
Hvor haardt det er det satans slaveri!
Du vilde dig ei øieblik betænke,
At søge den som dig kan sætte fri."


Da sprang pludselig døren op, og ind styrtet en halvvoksen søn av Ole Førde. Han gispet og hikstet: "Skynd dere; fly!" skrek han, "indianerne er over os!" Han strøk skjortearmen tilbake, og da saa de blodet pible frem under et klodset omslag paa overarmen.

Som forstenet av skræk sat forsamlingen et øieblik. Da fattet de sig og styrtet til sine hjem for at redde sig og sine. Men til dette blev der ikke tid; ti i et nu var indianerne over dem. Da fulgte en fortvilet og magtløs kamp med blotte næver mot indianernes stridsøkser og blanke kniver. Kvindernes hjerteskjærende bønneskrik blandet sig med indianernes vilde hyl, og smaabarns hjerneskaller knustes mot træstammerne.

De norske som her blev dræpt var Ole O. Førde, Johannes K. Ekse, Mikkel O. Slaabakken, Knut og Brita Midtstad, Lars og Anna Furunes, Anna Langeland samt hendes barn, Anna, Aagot, Nikolai og Knut.

Den næste dag samlet alle de gjenlevende sig ved posthuset i Jackson. Her blev det besluttet at dra sydover til Estherville og varsle nybyggerne der. Sent paa dagen drog de alle avsted tilfots, og kom gjennem nattens mørke frem til Estherville, en 20 mil borte. Tidlig den næste dag kom de dit og blev indkvartert i skolehuset. Her paa gulvet fandt de utmattede nybyggere midlertidig lise fra sin sorg og elendighet i søvn.

Længe blev de dog ikke liggende der. Allerede samme dag blev et kompani av omegnens mænd organisert, og den næste dag drog de nordover igjen. Først blev dog alle kvinder og barn flyttet ind til "byen" og der indkvartert i skolehuset og de to smaa hus som utgjorde byen. Her laa de sammenstuvet en hel uke. Det var frygtelig trangt om nætterne, men om dagen arbeidet baade unge og gamle paa at sætte op en palissade av træstammer rundt de tre hus til beskyttelse i et mulig overfald.

Imidlertid var mandfolkene reist nordover til Slaabakkensettlementet nordover Jackson. Her fandt de 12 døde samt 2 saarede. Den ene av disse døde straks efter. Den anden var en gut ved navn Anders, søn av Knut Slaabakken. Han var to ganger skutt av indianerne, fik derpaa et knivstik i siden og endelig et slag i hodet. Han kom senere til bevissthet og krøp til et vandspring, hvor han fik litt at drikke. Derpaa slæpte han sig til hjemmet i haab om at finde hjælp eller noget at spise, men her var alting ødelagt. Han slæpte sig da til stalden og væltet sig op i en krybbe. Her laa han fra søndag til onsdag i de største lidelser. Da blev han fundet av mændene fra Estherville og ført hjem med dem. Han blev senere frisk igjen.

Da nybyggerne ved Jackson kom tilbake fra sin redningsmission, fandt de sine kreaturer bortdrevne og sine hjem og sine grønstakker nedbrændt. De fik ogsaa høre, at den nærmeste betydelige by, New Ulm, hadde utstaat to betydelige slag, hvorunder hele byen var nedbrændt og alle byens folk bortreist. Da de saaledes var foruten baade hjem, mat og kreaturer, besluttet de at reise østover til Winneshiek County.

Men Estherville-folkene flygtet ikke. De hadde endnu sine hjem, og dem vilde de forsvare saa længe som mulig. Efter en ukes trang og ophidsende tilværelse i sin skrøpelige fæstning i "byen" flyttet de norske der tilbake til sine hjem, og der forblev de. Men i lang tid var det et angstfuldt liv. Hver gang de saa utover prærien, syntes de at se noget mistænkelig røre sig, og de frygtet da for et nyt overfald. Ofte vaagnet de om natten ved at høre vinden suse rundt husene, og de ventet hvert øieblik at høre indianernes frygtelige krigshyl. Gamle Birgit Bomberud, en resolut gammel hallingkone, gik altid med en skarpslepen slagterkniv i haanden, færdig til at kjøre den ind i livet paa den første indianer som viste sig.



Noter:
1 Uttalt su.
2 Der var to agenturer i dalen 30 mil fra hinanden. Dette var det øvre ved Yellow Medicine River.
3 Mange beretninger om denne krig har været skrevet med mange forskjellige versioner om detaljerne.
Den bedste og mest fuldstændige findes i prof. W. W. Folwells udmerkede History of Minnesota, II, s. 109-302.

[neste] [forrige] [innhald] [hovedinnhald] [utskriftvenlig side]


Copyright © kaare@trefall.com 2004-2023 (pgp)
Sist oppdatert 17. april 2023

[nytt]

Vest:
heim
andre stadar
Kvitanosi
Amerika

stølen
andre stølar

Gjestebok
Eksingedalen
[lenkjer]

Aust:
Glitregata 4
Kongsbergværet

e-brev:
kaare@trefall.com
ohaldis@trefall.com

>>